» Mit CV

  » Journalistik

  » Skibsklarerergaarden

  » Mellemøsten

  » Artikler

  » Nettets faldgruber

  » Slægten Landsvig

  » Lokalhistorie

  » Ting på skinner

  » Links

  » Sitemap

  » In English

  » Kontakt mig



Andre sider, som jeg har designet og/eller
redigerer, er følgende:

API Skytteforening

Slangerupbanen

Laugsmagistrene af 19.05.1955

Fotograf Lise Dreistel



 

 

 

 


Steve's free web page templates  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Som jeg selv vil huske ham: Dybt interesseret i en af vore fælles interesser - modelbaner. Her på besøg i Farum Modeljernbaneklub i 2013.

 

Mogens Landsvig

Født 26. maj 1923 - død 19. oktober 2015

Min far, Mogens Landsvig, døde mandag formiddag den 19. oktober 2015. Jeg skrev selv hans nekrolog, som blev bragt i mere eller mindre bearbejdet form i en lang række danske medier.

 

Musikeren og radioværten Mogens Landsvig er død

Han blev 92 år.

Mogens Landsvig blev grebet af jazzmusikken under Anden Verdenskrig og forlod en netop påbegyndt karriere i Københavns Kommune for selv at blive musiker.

Han blev kendt som rytmeguitarist i Helge Jacobsens orkester i slutningen af 1940erne. Derefter var han bassist i Jørn Grauengaards orkester i 1950erne og 1960erne og kunne høres på datidens in-steder, Giraffen og Skandia i København. Senere rykkede orkestret til Tivoli, til ABC-teatret på Frederiksberg og til Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken.

Undervejs var han med til at indspille musikken til mange af tidens danske film og utallige grammofonplader, blandt andre med Nina og Frederik, Blue Boys, Four Jacks og Otto Brandenburg.

I slutningen af 1960erne kastede han sig over radiomediet og blev specielt kendt som vært i programmerne Det ville glæde mig at høre, For operettevenner og Giro 413.

Senere var han med til at oprette Revymuseet på Frederiksberg, hvor man havde stor gavn af hans omfattende paratviden om populærmusik. Han redigerede en samling på 23 CDer om den danske revy, og i 1990 fik han Danske Populærautorers hæderspris.

Mogens Landsvig glædede sig selv over sit lange otium. Han var klar i hovedet til det sidste, og kunne fordybe sig i sine hobbyer, som modelbygning, gammelt legetøj og Europas historie i 1900-tallet Til sidst sagde kroppen dog fra, og han sov stille ind i villaen i Gladsaxe, hvor han havde boet siden 1954.

Han efterlader sig sin kone, Hanne, som han nåede at fejre krondiamantbryllup med, tre børn og to børnebørn.

 

 

Da han fyldte 75 i 1998, var jeg ansat på Berlingske Tidende og blev bedt om at skrive fødselsdagsomtalen:

 

Legebarnet Landsvig

Man kan være i tvivl, om man skal titulere Mogens Landsvig som "musiker" eller som "tidligere programmedarbejder i Danmarks Radio", når man vil fortælle, at han bliver 75 år i morgen, for han er blevet kendt som begge dele.

Hertil kommer, at hans venner nok vil mene, at alderen til trods s† er "legebarnet Mogens Landsvig" den bedste karakteristik, for hjemmet ved Stengården i Gladsaxe bugner af den samling af legetøj - specielt modelbiler, tog, skibe og tinsoldater - som der aldrig blev råd til i 30ernes Danmark. Nu hygger han sig gevaldigt i sin pensionisttilværelse med at finde de dejlige sager på loppemarkeder og bruger timer til at restaurere dem.

Energi har han nok af, for i det seneste år er der også blevet tid til at kaste sig over en ny hobby: Han forsker ihærdigt i slægtens historie og hjemsøger alskens offentlige arkiver for at finde forfædrenes personaleakter.

Oprindeligt var det den velmenende families mening, at han skulle have haft en stilfærdig og pensionsberettiget tilværelse på kontorerne på Københavns Rådhus, men det har senere glædet mange at høre ham, efter at han i 40erne tog springet og blev jazzmusiker. Blandt andre spillede han sammen med kapelmestre som Helge Jacobsen og Jørn Grauengaard.

I 60erne og 70erne flyttede han gradvis karrieren over i Danmarks Radio, hvor han i starten gik så grueligt meget ondt igennem i en usikker tilværelse som freelancer, inden han opnåede at blive en af landets mest kendte og populære stemmer med operettemusik som speciale.

For seks år siden gik han på pension, og kontrabassen er forlængst blevet solgt, men lidt musik er der tilbage i tilværelsen: Blandt de mange andre gøremål skriver Mogens Landsvig i Den Store Danske Encyklopædi om kendte skikkelser fra underholdningsbranchen.

 

Vi i familien savner ham forfærdeligt, men vi glæder os over, at vi havde ham i så mange år, hvor han var 100 pct. klar i hovedet, og at han blot sov stille ind, da tiden var kommet.

 


Forsiden Mit CV Journalistik Mellemøsten Artikler Nettets faldgruber
Slægten Landsvig Lokalhistorie Ting på skinner Links Sitemap In English


This site is © Copyright Hans-Henrik Landsvig, All Rights Reserved