Irakerne længes efter et bedre liv

Jerngreb: Krigen mod Iran og Golfkrigen har sammen med FNs handelssanktioner og det seneste bombardement bragt de menige irakere ud i en situation, hvor det kun handler om at overleve. Der er ikke overskud til meget - heller ikke til at gøre oprør mod Saddam Hussein.

Af Hans Henrik Landsvig

BAGDAD: "Der var engang, jeg var kommunist - nu ønsker jeg bare mest af alt at komme til at leve et normalt liv. Og da bomberne faldt, sad jeg og holdt med Saddam Hussein." Ordene kommer fra en iraker, hvis politiske overbevisning for nogle år siden fik særdeles store personlige konsekvenser.

Men vedkommende slap - i modsætning til andre - med livet i behold og har nu et pænt og borgerligt job i det offentlige.

Den pågældende beretter stilfærdigt om, hvordan to krige, en handelsblokade og et bombardement sammen med et styre, der ikke bryder sig om at blive modsagt, kan kvæle enhver lyst til at gøre oprør.

"Vi bliver bombet både udefra og indefra. Her er der nok folk, der er imod Saddam Hussein, men de tør ikke sige noget, og det er helt sikkert, at de seneste bombardementer kun har øget opbakningen omkring Saddam," lyder det.

Sølle lønninger

De internationale sanktioner mod Irak blev iværksat, efter at Irak invaderede Kuwait i 1990, og sanktionerne har haft en hård indflydelse på den menige irakers liv. F.eks. ser man nu sultne børn og deres mødre, som tigger almisser på gaderne.

Sanktionerne har medført, at det, som først og fremmest holder den irakiske befolkning i et jerngreb, er den økonomiske situation. En løn på 3.500 dinarer betragtes som god, hvad den også ville være, hvis der stadig gik tre dollars til en dinar, som det var tilfældet i Iraks velmagtsdage for efterhånden mange år siden.

Men nu er den officelle vekselkurs 1.200 dinarer for en dollar, så månedslønnen er altså kun omkring 20 kr.

Selvom Bagdads markeder bugner af varer, så er priserne oppe i et niveau, hvor det koster omkring 100.000 dinarer om måneden at forsørge en lille familie med bare et par medlemmer. Berlingske Tidendes kilde har for længst solgt sin vielsesring, og nu er det bilen, der står for tur. Den kan måske indbringe to mio. dinarer, selvom den er af en standard, der ville få det danske politi til omgående at klippe pladerne.

"Det kan vi måske klare os for i et par år, hvis vi sparer," lyder det med trist stemme. "Nu er det så den hellige måned, Ramadanen, men jeg kan ikke engang sidde hjemme om aftenen og se fjernsyn. Senderen er blevet bombet, og der er ofte strømsvigt. I aftes (søndag aften, red.) prøvede jeg at tænde en olielampe, men den osede, så jeg dårligt kunne få vejret. Så slukkede jeg den og gik tidligt i seng," fortæller kilden.

Kunsten i krise

Han beretter om, at Irak engang havde et blomstrende kulturliv. Men nu er der ikke blevet produceret film i årevis, og udstyret er defekt i mange biografer. Der er ikke arbejde til selv den bedste skuespiller.

Kunstmalere og billedhuggere har heller ikke råd til at købe materialer.

Før i tiden tog mange af kunstnerne til Jordan og solgte deres værker der, men heller ikke Jordan er det længere let at rejse til.

"Børn har kun set en flyvemaskine på billeder. De spørger undrende om, hvad det er for noget, når man kører forbi vejskiltene, der stadig viser til lufthavnen, selvom der ikke har været flytrafik siden Golfkrigen.

Og i skolen bliver børnene foregået med et dårligt eksempel. En lærer tjener kun 300 dinarer om måneden, så lærerne forventer at få gaver fra børnenes forældre, eller de tjener ekstra, hvis de har en bil og kan køre eleverne til og fra skole."

Mange ugifte kvinder

Den irakiske kilde beretter, at syv ud af ti kvinder er ikke gift, og de kvinder, der er over 30, har næppe en chance for nogensinde at blive det, for mange irakiske mænd er faldet i krig, og de dygtigste er rejst til udlandet.

De mænd, som er tilbage i landet, tjener næsten ingen penge, og dermed kan de ikke betale for et bryllup, sådan som det er skik i Irak, at brudgommen gør.

"Her er bestikkelse, og her er prositution. Folk ødelægger sig selv. Det er sanktionernes virkelighed. Men hvor kan vi gå hen? Der er efterhånden ingen lande - heller ikke de arabiske - der vil give visum til en iraker.

Så vi sidder bare og venter - som om vi ventede på Godot."

(Berlingske Tidende 22. december 1998)

<<<Hebron Berlin>>>

Forsiden	Mit CV	Journalistik	Mellemøsten	Artikler	Nettets faldgruber
Slægten Landsvig	Lokalhistorie	Ting på skinner	Links	Sitemap	In English

Steve's free web templates