Arafat indtager Hebron
Heltemodtagelse: Yasser Arafat fik en stormende velkomst, da han i går erklærede Hebron for "befriet område". Men de jødiske bosættere er vrede over, at palæstinenserlederen overhovedet viser sig i en hellig by, og i den israelsk-kontrollerede bydel var stemningen dyster.
Af Hans-Henrik Landsvig
HEBRON: De palæstinensiske sikkerhedsfolk havde ikke en ærlig chance, da Yasser Arafats helikopter var landet.
De blev nærmest trampet ned, da mængden brød gennem afspærringen.
Æresgarden af palæstinensiske politibetjente og de mange fine indbudte gæster - inklusive præster fra de forskellige kirkeretninger i Bethlehem - druknede helt og aldeles i menneskehavet, og den palæstinensiske selvstyreleder ville have lidt samme skæbne, hvis han ikke havde anbragt sig i det åbne soltag på sin bil.
Han så ud som en meget lykkelig mand, mens chaufføren kæmpede sig gennem de titusindvis af mennesker, der var mødt op ved det tidligere israelske hovedkvarter i Hebron for at tage imod ham, og Arafat trykkede så mange hænder, han kunne komme til på de få hundrede meter.
Sikkerhedsfolkene så derimod ud til at gennemleve et af deres livs værste mareridt i bevidstheden om, at Hebron er tilholdssted for en stor del af Arafats fjender i Hamas-bevægelsen. Og at også Hamas var mødt op, fremgik tydeligt af jubelen, da Arafat i sin tale fra en balkon på den beton-kolos, der natten til fredag blev palæstinensisk, da Israel overlod 80 procent af byen til selvstyret, sagde, at Hamas' leder, Sheikh Yassin, snart kan ventes løsladt fra det israelske fængsel, han er indsat i.
Så selv om stemningen i Hamas-højborgen Hebron i de seneste dage har været reserveret med hensyn til Arafat, var der i går ingen tvivl om, at der er sket et stemningsskift til fordel for selvstyre-lederen og hans bud på en løsning på konflikten med Israel.
Fred med bosættere
Arafat forsikrede - igen under jubel fra folkemængden - at målet er en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad, men han lagde også vægt på, at han ikke ønsker nogen konfrontation med de jødiske bosættere i den del af Hebron, som israelerne har beholdt kontrollen med.
Han modsagde her klart sin egen sikkerhedschef, Jibril Rajoub, som i forgårs sagde, at bosætterne burde forlade byen - en bemærkning, som ifølge israelsk radio i går førte til en officiel klage til selvstyret, fordi det er i modstrid med hidtidige fredsaftaler.
Bosætternes talsmand, David Wilder, var dog ikke formildet af Arafats ord.
Han sagde, at dagen var "en national sørgedag", og de jødiske bosættere har tidligere betegnet det som en skandale, at en "terrorist" som Arafat overhovedet skulle have lov til at optræde i en hellig by.
Og mens der blev jublet i den nu palæstinensiske del af byen, var stemningen fortsat lige indædt omkring Hebrons marked i det israelsk- kontrollerede område.
Opbuddet af politi og soldater var massivt, og der blev holdt skarpt øje med de mange arabere, som benyttede deres nu aftale-fæstede ret til at promenere i Shuhada Gaden - eller Martyrernes Gade - ved de israelske bosættelser.
(Berlingske Tidende 20. januar 1997)
Bagdad>>>
This site is © Copyright Hans-Henrik Landsvig, All Rights Reserved
Steve's free web templates