Frøken Düsseldorf i Egypten
Da de sidste sporvogne forsvandt fra Københavns gader i 1972, blev 100 forholdsvis nye vogne solgt til sporvejene i Alexandria i Egypten. En god del af dem kører endnu, men i 2001 vendte to af dem tilbage til Danmark. De befinder sig nu på
Sporveishistorisk Selskabs museum på Skjoldenæsholm på Sjælland. Du kan læse mere om vognenes historie
her.
Jeg besøgte Alexandria i 1998 sammen med pressefotograf Heidi Levine og skrev følgende historie til Berlingske Tidende:
Gensyn med en gammel veninde
Frøken Düsseldorf og hendes 89 søstre, som Københavns Sporveje mod betaling tvangsforviste til Egypten, trives i bedste velgående.
ALEXANDRIA
Det kan altid være hyggeligt at gense sin ungdoms veninder, men efter 25 års
adskillelse var det alligevel en forbavsende oplevelse, da hun pludselig
dukkede op midt på gaden i den egyptiske Middelhavsby Alexandria og svingede
til venstre fra Rue Moustafa Pacha Aradi ind i Rue Abdel Khader el Gheriani
med samme frøkenagtige selvfølgelighed, som dengang hun lavede samme manøvre
på hjørnet af Amagerbrogade og Holmbladsgade.
Düsseldorf hed frøkenen til efternavn i de glade 60'ere, da hun var de nu
forlængst hedengangne Københavns Sporvejes stolthed.
Det var i de tider, da dieselolien flød rigeligt og billigt, og miljøvenlige
og komfortable elektriske køretøjer blot blev betragtet som kostbare og
besværlige. Så i fremskridtets navn blev der smurt asfalt over de
københavnske skinner, de ældste af sporvognene havnede på gevaldige bål, og
99 næsten nye eksemplarer af Frøken Düsseldorf blev solgt til Alexandrias
Sporveje.
De dieselbusser, der afløste hende i København, er forlængst havnet på
buskirkegården, men i Alexandria kører 90 Düsseldorfere i bedste velgående,
fortæller trafikmesteren ved endestationen. Han bliver ganske overstrømmende
venlig, da han først er blevet overbevist om, at Deres to udsendte er ude i
rent nostalgisk ærende og ikke er israelske spioner.
Og hvad kan være mere korrekt end at prøvekøre sporvognene på Alexandrias
linie fem - samme nummer som den sidste danske sporvognslinie, der
indstillede driften i København i 1972.
Endestationen ligger på Cornichen - strandpromenaden - lige ved præsident
Mubaraks sommerpalads, og i vognen er en medarbejder travlt beskæftiget med
at tørre de originale plasticbetrukne sæder af med en våd klud. Den service
fik vi da vist aldrig, når frøkenen i gamle dage holdt i sporsløjfen ved
Formosavej på Amager.
Der står stadig »Nødbremse« ved håndtaget over konduktørens ophøjede sæde, og
det, der i fortidens København hed »en ligeud«, koster 15 egyptiske piastre,
hvilket er et sted i nærheden af 30 øre.
»Tobaksrygning ikke tilladt«, »Hold fast under kørslen« og »Gå fremad i
vognen« lyder formaningerne den dag i dag på dansk på de små skilte over
vinduerne, omend de af hensyn til det ændrede publikum er blevet suppleret
med inskriptioner på arabisk.
Lydene er også de samme som i København: Den konstante bløde
klik-klik-klik-lyd fra kontakterne, når vognstyreren flytter håndtaget til
»Fart« (det står der stadig på skiltet på panelet), motorernes summen og den
specielle syngende lyd fra kobbertråden over os, som kun trolleystangen fra
en københavnsk sporvogn kan udløse.
Snart skifter motorlyden toneart, da vognstyreren drejer håndtaget til
»Bremse«, og vi standser ved det første stoppested.
En blanding af arabiske strandløver, piger i stramme cowboybukser suppleret
med et tækkeligt muslimsk tørklæde, mænd i arabiske kjortler og kvinder, der
er så tilslørede, at der kun er blottet en smal stribe ved øjnene, myldrer om
bord, og frøkenen fortsætter så målbevidst, som styrede hun mod Husum Torv.
Alderen kan ikke skjules, og det salte Middelhavsklima skaber tydeligvis en
del arbejde til den lokale pladesmed, men Frøken Düsseldorfs makeup sidder,
som den skal. Der er pænt og rent inden døre, og også hendes 89 søstre virker
nymalede både udvendigt og indvendigt. Desuden er affjedringen stadig af en
kvalitet, så sporvognsturen er mere behagelig end det, man kan blive udsat
for i en moderne bus.
Så når alt kommer til alt, savner Frøken Düsseldorf nok slet ikke København.
Det er nemlig ganske åbenlyst, at de genbrugsmindede egyptere skønner langt
mere på hende end de københavnske politikere, der mente at have gjort en god
forretning ved at sælge hende til et udviklingsland.
Men jeg vil nu alligevel hilse fra hende på Nørrebrogade næste gang, jeg
kommer på de kanter.
(citat slut)
I august 2002 besøgte jeg Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm og fotograferede og kørte i en af de hjemvendte vogne. Her står den - i godt brugt tilstand - til højre. Vognen til venstre er den vogn fra sporvejene i Düsseldorf, som var på prøve i København i 1957 og -58, og som vakte så stor tilfredshed, at den fik 100 søstre i København. Nu tilhører den også museet, og selv om den er ældre end de andre, er den i påfaldende bedre vedligeholdelsestilstand.
