Spøgelsestoget under Berlin
Et af Hitlers prestige-projekter var en S-banetunnel under Berlin. I krigens sidste dage blev den oversvømmet, og mange civile og sårede soldater druknede. I Murens tid blev den en af verdens mest usædvanlige jernbanestrækninger. Betonen i dybet oser af historisk stemning. Vi tager en rejse tilbage i historien.
Af Hans-Henrik Landsvig
BERLIN: Hvis der er et sted, det spøger, så er det i S-banen i Berlin - den del af S- banen, der går fra nord til til syd under byen, og som mange derfor forveksler med undergrundsbanen.
I maj 1945 var S-banetunnelen rammen om et gyser-drama af format - og på en strækning af godt to kilometer rummer den en god del af Tysklands nyere historie.
Så hvis De skulle have lyst til at tilbringe et par timer i et hul i jorden, er dette stedet.
Lad os forsigtigvis starte over jorden: På den fodboldbane, der ligger mellem Möckernstrasse og Schöneberger Strasse tæt ved Potsdamer Platz og den gamle grænse mellem Øst- og Vestberlin. Her lå engang en af Tysklands største banegårde, Anhalter Bahnhof, og herfra kørte togene til Leipzig, Dresden, Prag og Budapest - et enkelt helt til Cannes.
I dag er der kun nogle rester af portalen tilbage. I sin tid kørte togene i førstesals højde, hvilket energiske sjæle kan overbevise sig om ved at gå ned i den anden ende af fodboldbanen og forcere skråningen op til vildnisset. Det er let at finde et hul i hegnet, og heroppe ligger der stadig rester af perroner og skinner.
De mindre energiske kan nøjes med at kaste et blik på den store grimme bunker fra krigens dage, som stadig ligger som en del af skolekomplekset ved Schöneberger Strasse, inden vi følges ad ned i dybet til S-togene på den station, der stadig bærer navnet Anhalter Bahnhof.
Oversvømmelse
Vi skruer tiden tilbage til den 2. maj 1945 klokken 7:55. Slaget om Berlin er næsten slut. Sovjetiske kampvogne er blevet set på Hallesches Ufer ved Landwehrkanalen få hundrede meter borte. Granaterne regner ned over denne del af Berlin og smadrer alt, hvad britiske og amerikanske fly ikke har kunnet få ram på.
Den underjordiske S-station er fyldt med civile og med sårede soldater, dels i to ambulancetog, dels i nogle få tilbageværende S-banevogne, der er kørt i dækning i tunnelen.
Trapperne i den fjerneste ende af perronerne har forbindelse med bunkeren, vi så før. Bunkeren er også er fyldt med mennesker.
Og så kommer eksplosionen. Hitlers elitekorps - SS - har sprængt loftet i tunnelen, der hvor banen passerer under Landwehrkanalen få hundrede meter mod syd.
Vandet fossede ind, og skydningen gjorde det umuligt at komme op ad trapperne til gaden. Den eneste vej ud af Anhalter Bahnhof var gennem tunnelen nordpå, som lå hen i totalt mørke, mens vandet steg.
Vandet steg dog relativt langsomt. Kanalen var løbet tør for vand, da bunden blev blæst ud af den, og der gik mange timer, før der var strømmet så meget vand til, at hele de fire km tunnel op til Stettiner Bahnhof - i dag Nordbahnhof - var fyldt. Men så var tunnel og stationer også fyldt helt til loftet, og vandet stod højt op ad trapperne til gaderne.
Det er uklart hvor mange, der druknede. Menneskeliv var billige i Berlin i maj 1945, og de offentlige myndigheder havde opgivet at føre lister over de dræbte. Folk, som senere var med til at tømme tunnelen for vand, taler om lig i tusindvis. Historikerne siger, at de få papirer, de overhovedet har kunnet finde, tyder på, at højst 100 omkom, og at SS-folkene i øvrigt fik en stor del af de civile væk inden sprængningen.
Angiveligt skulle oversvømmelsen være sket for at hindre russerne i at trænge frem til Berlins centrum gennem tunnelen, men kritikere tvivler på på, at det var årsagen. En mørk jernbanetunnel med alle dens passager og smutveje byder på flere fordele for en forsvarer end for en angriber. Senere historieforskere har aldrig kunnet finde ud af, hvem der gav sprængningsordren - eller om der overhovedet blev givet en. Det man derimod ved, er, at SSs ødelæggelseslyst i krigens sidste dage var total.
Hule søjler
Lad os tage toget nordpå mod Frohnau eller Oranienburg. Med lidt held kommer vi til at køre i en af de gamle vogne, hvor træsæderne sørger for den rette historiske stemning. Før murens fald var Anhalter Bahnhof den sidste station i Vestberlin, og på den korte strækning til Potsdamer Platz tager toget et dyk. Planlæggerne ville skabe plads til en anden banetunnel ovenover, men den er endnu ikke blevet bygget.
På vejen kan vi sende en venlig tanke til Politikens Berlin-korrespondent i krigsårene, Henrik V. Ringsted, som søgte tilflugt netop her på det dybeste sted under de allieredes luftangreb. Han var hjemme i København, da folk prøvede at flygte fra vandet i samme retning, som vi kører nu.
Potsdamer Platz var et hektisk trafikknudepunkt, da stationen blev åbnet i 1939. Vi kigger en ekstra gang på søjlerne på den perron, toget er kørt ind til. De er hule, og indeni står der endnu en søjle, som bar en bygning, der kom til at ligge halvvejs ude over stationen. Man ville undgå, at vibrationer forplantede sig opad. Al denne ingeniør-kunst var dog spildt ulejlighed. Få år senere var huset bombet i stumper og stykker. I dag er hele området en gigantisk brakmark.
Når toget kører videre ud fra stationen, kaster vi et hastigt blik til venstre og får et kort glimt af en signalpost. Det var her signalmester Günter Kube intetanende mødte på nattevagt en lørdag aften for lidt over 30 år siden.
Kort efter midnat fik han sit rutinearbejde forstyrret af ophidsede kolleger, der ringede fra stationerne Lichtenrade og Teltow i det sydlige Berlin og meddelte, at der var kommet arbejdshold, som brød skinnerne op. Kube ringede til togledelsen, som i absolut intet kendte til planlagte sporarbejder.
Men kort efter ringede togledelsen tilbage med ordre fra højeste sted: Ingen tog må køre videre til Anhalter Bahnhof. Passagerer, som skulle have været til Vestberlin må stå ud på Potsdamer Platz, og togene skal sendes tilbage mod stationerne i Østberlin. Der var ingen begrundelse, og Günter Kube havde så travlt med at få nødkøreplanen til at fungere, at der gik en stund, før han fik tid til at gå op på pladsen for at se, at det virkelig var rigtigt, som rygtet sagde, at soldater i kampuniformer brød brosten op og bankede hegnspæle i jorden.
Det var den 13. august 1961 - den nat, de byggede Muren.
Nu kaster vort tog sig med hvinende hjul ind i en skarp højrekurve. Vi er tæt ved Brandenburger Tor, og det var her 19 arbejdere omkom i 1935. S-banen var et prestige-projekt i Det Tredje Rige, og skulle være færdig inden De Olympiske Lege i 1936. Det gik det så stærkt, at afstivningen ikke var forsvarlig, og udgravningen styrtede sammen. Arbejderne fik en statsbegravelse i en stil, kun et totalitært system med dårlig samvittighed kan opvise. Banen blev ikke færdig til tiden. Kun strækningen fra Unter den Linden - hvor vores tog standser nu - og videre nordpå var færdig til legene.
Spøgelsestog
Mens toget holder, kan vi studere skriften på væggen ... den med stationerns navne. Skriftsnittet hedder Tannenberg - opkaldt efter Hindenburgs gravmæle - den præsident, der udnævnte Hitler til rigskansler. Stationsskilte er også historie.
Efter Muren fik banen for alvor karakter af et spøgelsestog: Stationerne på den østberlinske del af strækningen blev lukket, indgangene muret til og alt bevogtet af østtysk politi, som så til, mens vægfliserne faldt ned, og malingen skallede af. På stationen på Potsdamer Platz blev en række lokaler muret til for at gøre bevogtningen lettere. I et af dem brændte lyset endnu, da der blev ryddet op i 1990. Soldaterne havde ikke kunnet finde lyskontakten i hastværket med murerskeerne.
Kun Friedrichstrasse station var åben. Her lå grænseovergangen for S-togsrejsende, men allerede på perronen - inden kontrollen - lå en Intershop med toldfri varer, som skulle betales i hård valuta. Sparsommelige vesteuropæere kunne så blot tage toget tilbage uden officielt at sætte deres fod i Østberlin.
I dag er Friedrichstrasse uden Intershop og pigtråd. Vi står af og går op ad trappen til den direkte gangtunnel til undergrundsbanen. Helt herop nåede vandet fra Landwehrkanalen. I mange år afslørede skaderne på vægfliserne, hvor højt det nåede. Vandet strømmede gennem denne tunnel videre over i undergrundsbanen, hvor der dog var tid til at redde flere strækninger fra oversvømmelse med dæmninger af sandsække.
Kun få timer før den store oversvømmelse havde denne undergrundsstation fået prominente gæster. En række af Hitlers nærmeste medarbejdere var efter hans selvmord flygtet fra bunkeren under Rigskancelliet gennem undergrundsbanen og stod med Hitlers stedfortræder, Martin Bormann, i spidsen på perronen og skændtes med personalet. De ville flygte videre nordpå mod bydelen Tegel, men lige efter stationen var tunnelen spærret med en vandtæt port, der hvor floden Spree passerer over banen, og jernbanepersonalet ville ikke åbne den.
Det endte med, at det fine selskab måtte op på gaden og flere blev dræbt og såret, allerede da de søgte at komme over floden på en af de få tilbageværende broer. Bormann selv og lederen af ungdomsorganisationen Hitler Jugend, Arthur Axmann, nåede hver for sig frem til en anden af Berlins mange banegårde - Lehrter Bahnhof - hvor Axmann så Bormanns lig ved broen, som fører Invalidenstrasse over jernbanen.
De fleste troede ikke på Axmann: De mente, han løj for at dække over Bormann, og aviserne bragte tilbagevendende beretninger om, at han var set i live. Den snak standsede engang i 70erne, hvor man under vejarbejde fandt et kranium med et tandsæt svarende til Bormanns - netop ved broen i Invalidenstrasse ...
Modellen på museet
Og så turens sidste etape: Vi skal næsten tilbage, hvor vi begyndte, denne gang til hjørnet af Trebbiner Strasse og Tempelhofer Ufer ved Landwehrkanalen. S-banens tunnel ligger præcis under Trebbiner Strasse, og der var her under kanalen, sprængningen skete. Det er formentlig kun et tilfælde, at broen for højbanen over vore hoveder ikke røg med i købet. Så havde den brændte jords politik været fuldendt.
I Trebbiner Strasse ligger Berlins museum for trafik og teknik. Og her kan man se en model af den gamle Anhalter Bahnhof og en model af S-banestationen på Potsdamer Platz.
(Berlingske Tidende 28. november 1992)
<<<Bagdad Alexandria>>>
This site is © Copyright Hans-Henrik Landsvig, All Rights Reserved
Steve's free web templates
