PS fra Jerusalem:
Min væsentlige adresse
Af Hans-Henrik Landsvig
Hvis det er væsentligt, står det i Berlingske Tidende, er der nogen, der
påstår hjemme i Danmark. Det er sikkert også rigtigt. Vi er nogle stykker,
der gør vort bedste.
Men blandt det, der står i Berlingske Tidende hver dag, er også min
private adresse. Jeg deler nemlig mit hjem og min telefon med avisen, og det
kan føre til visse besynderlige oplevelser.
En dag lå der således et brev i postkassen til selveste "Korrespondent v.
Berlingske Tidende Hans-Henrik Landsvig".
Det viste sig oprindeligt at have været et brev fra Berlingske Tidendes
Abonnement-Service til en dame på Østerbro i København.
Der stod, at hun ikke havde betalt sin avisregning, og abonnementsfolkene
hjemme i Pilestræde opfordrede hende i venlige, men bestemte vendinger til at
begive sig på posthuset og indbetale 1.265,00 kroner.
Hun havde sat et stort kryds hen over brevet - og girokortet - og af en
eller anden mystisk grund sendt det videre til netop mig. Hun skrev på
bagsiden:
"Da jeg ikke kunne finde navne(t) på Berlingske Tidendes direktør(er),
skriver jeg til dig."
Jeg takkede i mit stille sind for æren og forestillede mig, at
direktøre(r)n(e) måske også var taknemmelig(e) for at slippe for den.
Men så kom det:
"Når jeg ikke får den daglige avis, jeg har betalt 1.265 kroner for meget
lang tid siden og problemet ikke er mit - ja så er det, jeg spørger, hvis er
det så!"
Ja, lige nu var det åbenbart mit.
"Kan der foreligge fejl andre steder end hos kunden? Tror du? Hvad?"
spurgte fr. H..... på Østerbro
Uagtet at jeg bor i en hellig by og formodes i tjenstlig anledning at
omgås både Gud og hvermand, blev jeg hende svar skyldig. Og ligefrem at tage
telefonen og ringe til førstnævnte og spørge, synes jeg var at gøre lovligt
meget ud af det. Selv om han nok var nærmere til at svare end mig, og selv om
det påstås, at samtaler til himlens nummer er til lokal takst, når man ringer
her fra byen.
I øvrigt var min telefon optaget. Den har det med at kime løs, hvorefter der
siges en masse på hebraisk, inden kalorius i den anden ende af tråden finder
ud af, at han/hun har fået galt nummer og knalder røret på lige i øret på mig
- eventuelt efter at have fremført en eller anden ringeagtsytring på
gebrokkent engelsk.
Det er også et problem for andre udenlandske journalister, og det er ikke
til at opklare, om det er, fordi telefonnumrene genbruges for hurtigt i dette
land, om det er, fordi israelerne generelt er nogle sjuskehoveder, når de
ringer op, eller om det er, fordi efterretningstjenesten bruger for dårligt
udstyr, når den aflytter os.
En kollega har fundet løsningen. Han svarer konsekvent "kæ-æn" med den
rette langtrukne æ-lyd, når hans private telefon ringer. Det er hebraisk og
betyder "ja", hvilket er den universelle hilsen, når israelere tager
telefonen. Det synes nemlig at være i dyb modstrid med mellemøstlig
telefonkultur at sige sit navn, når man svarer.
Herefter følger en lang uforståelig smøre på hebraisk, hvorefter kollegaen
igen siger "kæ-æn". Således opmuntret kommer der atter en lang smøre på
hebraisk, og kollegaen kan af og til nå et få sagt "kæ-æn" en del gange,
inden en rasende israeler opdager, at nogen har ham til bedste og kyler røret
på.
Tricket kan varieres ved at snerre "aiwa", hvilket er arabisk, men har samme
sproglige (og telefoniske) funktion som "kæ-æn". Så bliver samtalen som regel
kort. De fleste israelere er i virkeligheden temmelig bange for arabere, selv
i telefonen.
Men selv om lysten kan være stor efter den tredje eller fjerde opringning
klokken halv syv om morgenen, synes jeg ikke, jeg kan tillade mig den slags i
Berlingske Tidendes officielle telefon (mit telefonnummer står også i
avisen), så jeg fik - nok en gang - et møgfald på hebraisk, fordi jeg ikke
var den, opringeren troede jeg var. Men jeg har da lært at holde telefonen et
stykke fra øret i den situation. Det skåner trommehinden, når røret smækkes
på.
Tilbage ved brevet konstaterede jeg, at fru H... trods al utilfredsheden
underskrev sig med "de kærligste julehilsner".
Det afgjorde sagen, og således formildet faxede jeg hele herligheden hjem
til det samme København, som brevet var kommet fra. Jeg håber, der er fundet
en løsning.
Bagefter kunne jeg så vende tilbage til et andet brev, som har
mystificeret mig i et stykke tid. Det er fra Mr. Charles Kwabena Asomaoh,
P.O.box 1928, Suame-Kumasi, Ghana.
"Kære ven," skriver han.
Jeg erindrer dog ikke at have truffet ham før, men forklaringen følger på
let vaklende engelsk:
"Dette er mit første brev. Jeg sender det til dig, fordi jeg har fundet
denne adresse i en udenlandsk avis i Kumasi-Ghana."
Nåda. Berlingske Tidende (og min forsvarsløse adresse) kommer åbenbart vidt
omkring, og umiddelbart synes distributionen at fungere bedre i en mig hidtil
ukendt by i Vestafrika end på Østerbro. Der er i det mindste ingen klager i
brevet, heller ikke over avisens indhold. Men vor læser kan jo åbenbart
heller ikke dansk...
Charles Kwabena Asomaoh - som udtrykkeligt påpeger, at han skriver til mig
i Jesu navn - er derimod interesseret i en penneven, udveksling af gaver og
ferier i udlandet. Hvis jeg ikke er interesseret, beder "min nye ven" mig om
at give sit navn videre til andre, der er interesseret i en seriøs penneven
som ham. Det være hermed sket.
"Må Gud velsigne dig," skriver han nemlig, og det er jo ikke til at stå
for.
Men hvorfor skriver de dog netop til mig?
(Berlingske Tidende 1. januar 1996)
<<<Genesaret Sø Søborg>>>
This site is © Copyright Hans-Henrik Landsvig, All Rights Reserved
Steve's free web templates