PS fra Jerusalem:

Min væsentlige adresse

Af Hans-Henrik Landsvig

Hvis det er væsentligt, står det i Berlingske Tidende, er der nogen, der påstår hjemme i Danmark. Det er sikkert også rigtigt. Vi er nogle stykker, der gør vort bedste.

Men blandt det, der står i Berlingske Tidende hver dag, er også min private adresse. Jeg deler nemlig mit hjem og min telefon med avisen, og det kan føre til visse besynderlige oplevelser.

En dag lå der således et brev i postkassen til selveste "Korrespondent v. Berlingske Tidende Hans-Henrik Landsvig".

Det viste sig oprindeligt at have været et brev fra Berlingske Tidendes Abonnement-Service til en dame på Østerbro i København.

Der stod, at hun ikke havde betalt sin avisregning, og abonnementsfolkene hjemme i Pilestræde opfordrede hende i venlige, men bestemte vendinger til at begive sig på posthuset og indbetale 1.265,00 kroner.

Hun havde sat et stort kryds hen over brevet - og girokortet - og af en eller anden mystisk grund sendt det videre til netop mig. Hun skrev på bagsiden:

"Da jeg ikke kunne finde navne(t) på Berlingske Tidendes direktør(er), skriver jeg til dig."

Jeg takkede i mit stille sind for æren og forestillede mig, at direktøre(r)n(e) måske også var taknemmelig(e) for at slippe for den.

Men så kom det:

"Når jeg ikke får den daglige avis, jeg har betalt 1.265 kroner for meget lang tid siden og problemet ikke er mit - ja så er det, jeg spørger, hvis er det så!"

Ja, lige nu var det åbenbart mit.

"Kan der foreligge fejl andre steder end hos kunden? Tror du? Hvad?" spurgte fr. H..... på Østerbro

Uagtet at jeg bor i en hellig by og formodes i tjenstlig anledning at omgås både Gud og hvermand, blev jeg hende svar skyldig. Og ligefrem at tage telefonen og ringe til førstnævnte og spørge, synes jeg var at gøre lovligt meget ud af det. Selv om han nok var nærmere til at svare end mig, og selv om det påstås, at samtaler til himlens nummer er til lokal takst, når man ringer her fra byen.

I øvrigt var min telefon optaget. Den har det med at kime løs, hvorefter der siges en masse på hebraisk, inden kalorius i den anden ende af tråden finder ud af, at han/hun har fået galt nummer og knalder røret på lige i øret på mig - eventuelt efter at have fremført en eller anden ringeagtsytring på gebrokkent engelsk.

Det er også et problem for andre udenlandske journalister, og det er ikke til at opklare, om det er, fordi telefonnumrene genbruges for hurtigt i dette land, om det er, fordi israelerne generelt er nogle sjuskehoveder, når de ringer op, eller om det er, fordi efterretningstjenesten bruger for dårligt udstyr, når den aflytter os.

En kollega har fundet løsningen. Han svarer konsekvent "kæ-æn" med den rette langtrukne æ-lyd, når hans private telefon ringer. Det er hebraisk og betyder "ja", hvilket er den universelle hilsen, når israelere tager telefonen. Det synes nemlig at være i dyb modstrid med mellemøstlig telefonkultur at sige sit navn, når man svarer.

Herefter følger en lang uforståelig smøre på hebraisk, hvorefter kollegaen igen siger "kæ-æn". Således opmuntret kommer der atter en lang smøre på hebraisk, og kollegaen kan af og til nå et få sagt "kæ-æn" en del gange, inden en rasende israeler opdager, at nogen har ham til bedste og kyler røret på.

Tricket kan varieres ved at snerre "aiwa", hvilket er arabisk, men har samme sproglige (og telefoniske) funktion som "kæ-æn". Så bliver samtalen som regel kort. De fleste israelere er i virkeligheden temmelig bange for arabere, selv i telefonen.

Men selv om lysten kan være stor efter den tredje eller fjerde opringning klokken halv syv om morgenen, synes jeg ikke, jeg kan tillade mig den slags i Berlingske Tidendes officielle telefon (mit telefonnummer står også i avisen), så jeg fik - nok en gang - et møgfald på hebraisk, fordi jeg ikke var den, opringeren troede jeg var. Men jeg har da lært at holde telefonen et stykke fra øret i den situation. Det skåner trommehinden, når røret smækkes på.

Tilbage ved brevet konstaterede jeg, at fru H... trods al utilfredsheden underskrev sig med "de kærligste julehilsner".

Det afgjorde sagen, og således formildet faxede jeg hele herligheden hjem til det samme København, som brevet var kommet fra. Jeg håber, der er fundet en løsning.

Bagefter kunne jeg så vende tilbage til et andet brev, som har mystificeret mig i et stykke tid. Det er fra Mr. Charles Kwabena Asomaoh, P.O.box 1928, Suame-Kumasi, Ghana.

"Kære ven," skriver han.

Jeg erindrer dog ikke at have truffet ham før, men forklaringen følger på let vaklende engelsk:

"Dette er mit første brev. Jeg sender det til dig, fordi jeg har fundet denne adresse i en udenlandsk avis i Kumasi-Ghana."

Nåda. Berlingske Tidende (og min forsvarsløse adresse) kommer åbenbart vidt omkring, og umiddelbart synes distributionen at fungere bedre i en mig hidtil ukendt by i Vestafrika end på Østerbro. Der er i det mindste ingen klager i brevet, heller ikke over avisens indhold. Men vor læser kan jo åbenbart heller ikke dansk...

Charles Kwabena Asomaoh - som udtrykkeligt påpeger, at han skriver til mig i Jesu navn - er derimod interesseret i en penneven, udveksling af gaver og ferier i udlandet. Hvis jeg ikke er interesseret, beder "min nye ven" mig om at give sit navn videre til andre, der er interesseret i en seriøs penneven som ham. Det være hermed sket.

"Må Gud velsigne dig," skriver han nemlig, og det er jo ikke til at stå for.

Men hvorfor skriver de dog netop til mig?

(Berlingske Tidende 1. januar 1996)

<<<Genesaret Sø Søborg>>>

Forsiden	Mit CV	Journalistik	Mellemøsten	Artikler	Nettets faldgruber
Slægten Landsvig	Lokalhistorie	Ting på skinner	Links	Sitemap	In English

Steve's free web templates