En stønner i postkassen
Mandlige stønnere i telefonen er et problem. Her drejer det sig imidlertid om en »stønner« som ikke blot var af hunkøn, men som også afveg fra normen ved at meddele sig pr. brev. Sagen er aldrig blevet fuldt opklaret.
Af Hans-Henrik Landsvig
Der kom et par trusser med posten en morgen - pæne og sorte, dog hverken af satin eller silke. Et eller andet kunststof. De var pænt foldet sammen og lå i en af de plasticposer, man bruger til at fryse mad i.
»Kirstens trusser« stod der nydeligt anført i det dertil indrettede felt af grå, lidt mere ru, plastic. Datoen stod der også. Jeg var dybt mystificeret. Nu var jeg på det tidspunkt blevet vant til lidt af hvert fra Kirstens side, men alligevel - sagen rummede et eller andet foruroligende.
Det hele var begyndt tre uger i forvejen, hvor jeg intetanende havde siddet hjemme i mit køkken og åbnet et brev med afsenderadressen »K.K.«, et lille håndtegnet hjerte og et postnummer. Lad os sige, at postnummeret er Viborgs. Det passer ikke, og pigen hedder ikke Kirsten. Diskretion er en æressag, men alt andet er sandt.
Allerede det første brev havde givet mig en chokstart på noget, der ellers skulle have været en fredelig fridag. Det indeholdt tre fotos foruden selve brevet, der startede med ordene »Elskede skat!« Længere nede kaldte hun mig »Pusser«, hvilket det rundt regnet var 10 år siden, nogen sidst havde gjort. Resten af brevet kan kun betegnes som en endog særdeles glødende kærlighedserklæring.
Pæn og borgerlig
Det ville selvfølgelig have været meget sødt, hvis jeg bare havde anet, hvem hun var. Og jeg tænkte ellers ihærdigt, mens morgenkaffen langsomt blev klammere og klammere. Billederne viste en ganske nydelig lyshåret pige i pænt tøj, fotograferet i et særdeles borgerligt indrettet hjem med lyserøde gardiner, sort lædersofa, sofabord af teaktræ, farve-tv og - som kronen på værket - velpudsede messinglysestager med små gule sløjfer.
Alt i alt den absolutte modsætning til mit eget lidt mere rodede hjem i en af Københavns nordlige forstæder, hvor jeg måtte fumle godt rundt i dyngerne på skrivebordet for at nå ned til computer-tastaturet, da jeg for lidt siden gik i gang med at skrive dette. Der hersker heller ingen tvivl om, at Kirsten pudser vinduer betydeligt oftere end jeg.
Vi ville næppe være noget ideelt par.
Ifølge den medfølgende tekst var billederne taget på hendes 35-års fødselsdag for to år siden.
På et af dem sås til overflod yderligere en lyshåret pige og en knægt på en halv snes år - angiveligt Kirstens veninde Lone og dennes søn, men det fremgik ikke klart, hvad de havde med sagen at gøre.
Håndskriften var pæn og nydelig, stavningen korrekt, og kommaerne stod, hvor de skulle. Faktisk har jeg oplevet mere end én fuldt uddannet journalist, som skriver ringere.
Nu var jeg netop på denne tid travlt beskæftiget med at forsøge at forføre en smuk ung dame fra Frederiksberg, så mysteriet om Kirsten fra Viborg gled lidt i baggrunden, indtil brevet med trusserne dukkede op tre uger senere.
Kirstens unævnelige var ledsaget af et brev, som var noget mindre romantisk og meget mere direkte formuleret end det første.
Hemmeligt nummer
Der var fuld afsenderadresse på kuverten, og et herværende telefonselskab bekræftede - efter nogen overtalelse - at denne adresse rent faktisk eksisterer, samt at der er installeret en telefon. Nummeret og navnet kunne jeg ikke vriste frem, men hvad: Folk, som skriver breve med det indhold, har formentlig i allerhøjeste grad brug for et hemmeligt telefonnummer.
Jeg havde mere brug for et godt råd og tog derfor hele materialet med på jobbet i redaktionssekretariatet på kammerherre Berlings gamle avis i Pilestræde.
Virkningen var forrygende. En kollega fra søndagsredaktionen var således betydeligt mindre sart end jeg. Han fiskede trusserne op af posen og konstaterede ved flittig brug af næsen, at de var godt brugte. Jeg troede ham på hans ord.
Personalet på Grafisk Tegnestue hilste mig i flere dage med kollektive latterbrøl, også når jeg bare kom for at bestille et enspaltet kort over det østlige Bosnien-Hercegovina til side 8. Og blandt de mere behagelige bivirkninger var, at en nær kvindelig kollega pludselig begyndte at insistere på at kalde mig »Pusser«.
Diskussionen gik livligt, om det virkelig var den pæne og søde pige på billederne, der havde skrevet alle de frække ord, eller om det måske var en jaloux rivalinde, der prøvede at sætte lus i skindpelsen ved at sende breve til tilfældigt udvalgte mandspersoner i den pæne piges navn.
Eller om det overhovedet var en pige, der havde skrevet.
Klogere blev vi ikke
Men klogere blev vi ikke, og jeg begyndte at blive lidt nervøs. Jeg havde ganske vist et par år tidligere fået en intim kvindelig beklædningsgenstand forærende. En kollega fra Radioavisens morgenhold stillede sig op foran mig i studiet klokken fem minutter over syv, mens jeg var travlt beskæftiget med at læse nyhederne, tog brystholderen af og lagde den midt i mine manuskripter.
Jeg er stadig stolt af, at jeg ikke brød sammen af grin foran mikrofonen og en million sagesløse lyttere. Den glade giver er dog forholdsvis tilregnelig, og er i øvrigt netop blevet ansat på et yderst ærværdigt morgenblads Christiansborg-redaktion, så jeg havde aldrig øjnet fare fra den kant.
Derimod kunne Kirsten godt blive et problem, for hvad ville følge efter trusserne. Nu var der jo åbenbart kun hende selv tilbage. Tænk hvis jeg nu vendte hjem fra Søborgs lokale italienske restaurant en sen aften, tæt sammenslynget med den førnævnte smukke unge dame fra Frederiksberg, og fandt Kirsten siddende på trappen - med eller uden trusser. Selv i bedste fald kunne det komme til at stille ubehageligt store krav til mine diplomatiske evner.
Glædelig jul
Så det var trods alt med nogen lettelse, jeg læste Kirstens julekort - for sådan et har jeg også fået. Nu er tonen pludselig ret forbeholden, og jeg mener at kunne læse mellem linierne, at vi har slået op med hinanden for nylig, men at Kirsten tappert klarer sig. Der er pæne og høflige ønsker om en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår, og hun forsikrer, at hun altid vil tænke på mig med kærlighed.
Det er virkelig sødt og rørende, men mystikken hører ikke op: »Husk hvad du lovede mig,« skriver hun.
Ja, gid jeg dog anede, hvad det var...
(Berlingske Tidende 20. februar 1993)
<<<Jerusalem Sierra Leone>>>
This site is © Copyright Hans-Henrik Landsvig, All Rights Reserved
Steve's free web templates
