Her er skrald en levevej
Genbrug: De egyptiske zabaleens har gjort genbrug af husholdningsaffald til et erhverv. Det er fabelagtige mængder, der genbruges, og på den led kan vi ikke lære egypterne noget. Men der er i den grad behov for at gøre genbrugsfolkets tilværelse mere sund og mere sikker, mener bistandsråden på den danske ambassade i Cairo.
Af Hans-Henrik Landsvig
Foto: Heidi Levine
CAIRO: Bydelen Mokattam i Egyptens vidtstrakte hovedstad, Cairo, er bygget til genbrug af affald. Husenes stueetager rummer hverken butikker eller værksteder, men skrald i tonsvis, og næsten hver eneste stump bliver udnyttet til et eller andet. De egyptiske genbrugsfolk kaldes »zabaleens«. Fænomenet opstod i slutningen af 1940erne, da fattige bønder søgte ind til de store byer og fandt en niche, hvor de kunne skabe sig en ny tilværelse. Det hele er yderst velorganiseret. Familiens mandlige medlemmer har faste aftaler med kontorer og beboelsesejendomme om at hente affald på et bestemt tidspunkt i løbet af ugen. Alt samles på æselkærrer og køres til Mokattam, hvor familiens kvinder går i gang med at sortere det i en grad, som er ukendt i Danmark.
Plasticposer vaskes og tørres på en tørresnor, hvorefter de sælges og genbruges som affaldsposer. Andet plasticaffald sorteres efter både farve og kvalitet, inden det renses med stærke kemikalier og klippes i små stykker, så det kan sælges og bruges til at fremstille f.eks. bøjler og ispinde. Det sker til dels i fabrikker, som i de senere år er opstået i Mokattam, hvor beboere, som har skaffet sig lidt kapital ved at samle og sortere affaldet, ofte går over til at handle med genbrugsprodukterne eller til at etablere små virksomheder. Tøj, papir, glas og metal sorteres også omhyggeligt i forskellige bunker, og det med en sådan omhu, at Mokattams beboere ikke tog vel imod en gave fra en velmenende organisation, som forsynede beboerne med plastichandsker. Så kan man jo ikke mærke kvaliteten af affaldet og sortere det korrekt, lød argumentet, hvorefter handskerne i løbet af få dage gik videre i genbrugssystemet.
Mere end kluns
I alt bor der over 20.000 zabaleens i Mokattam, og umiddelbart virker forholdene forfærdelige. Men beboerne er ikke bare en flok klunsere, som lever i lossepladsernes affaldsbjerge, som man ser det andre steder i verden, fremhæver Laila Rashed Iskandar, som har et nært kendskab til området, fordi hun er leder af et af de projekter, som prøver at forbedre tilstandene.
»Det skal ske med respekt for det eksisterende system. Folk i Mokattam skal ikke begynde at skamme sig over den måde, de lever på,« siger hun med kraftigt eftertryk.
Danmark har bidraget med en halv million kroner til en maskine, som kan forarbejde plasticaffald. Og på den danske ambassade siger bistandsråd John Carstensen:
»Der er en helt klar samfundsstruktur og økonomisk struktur, så det kan ikke nytte noget blot at komme med et stort strømlinet og velment udviklingsprojekt. Det ville gøre mere skade en gavn.«
»Cirka en tredjedel af Cairos husholdningsaffald bliver genanvendt. På den led vil vi ikke kunne lære egypterne noget om genanvendelse. Det, man formentlig kan introducere, er et bedre arbejdsmiljø og bedre strukturer for at sikre genbruget, men ret beset er det fabelagtige mængder, der bliver genanvendt i dag,« siger han.
Uddannelse af piger
Ude i Mokattam erklærer Leila Iskandar: »Du kan godt sige til ham John Carstensen på din ambassade, at han også skal støtte mit projekt. Jeg har søgt fire gange, uden at vi har fået noget ud af det. Og vi gør ellers et meget seriøst arbejde.«
Hun arbejder for Organisationen til Beskyttelse af Miljøet, hvis bud på et hjælpeprogram er at uddanne unge piger - helst én fra hver af Mokattams familier - i genbrug på zabaleen-folkets egne betingelser, om end på en bedre måde.
Pigerne lærer at væve og sy, men råvarerne er ikke hentet i affaldsdyngerne. Det er rester fra tekstilindustrien, som fabrikkerne forærer projektet. Undervejs lærer pigerne også en hel del om hygiejne, for de forventes at være rene og pæne og iført rent tøj, når de møder op - og vel at mærke gør det til tiden. De lærer om økonomiske sammenhænge, fordi uddannelsen ender med, at de køber en væv på afbetaling og arbejder hjemme. Og de ser et formål med at lære at læse, fordi de ellers ikke kan følge med i de kvalitetskrav, projektet stiller til deres produkter, når de kommer for at afregne for ugens produktion.
Eleverne virker glade og tilfredse, mens de lærer at væve kludetæpper. Bekhita på 12 år har således fået en chance for at hjælpe sin familie, efter at faderen er blevet syg og ikke længere kan arbejde med at genbruge skraldet ude i det, Bekhitas veninde, Miriam på 13, betegner som »det store firma«.
En kristen svinesti
Familierne er omfangsrige. Rasha på 12 år har syv søskende, og på etagen nedenunder, hvor der arbejdes med genbrug af papir, illustreres det, at familielivet begynder tidligt. Ahlam på 17 år fremviser stolt sin vielsesring og siger, at hun nu har været gift i en måned, og Leila Iskandar supplerer med at fortælle, at projektets undervisning også omfatter familieplanlægning . . . Alligevel er der problemer med at finde ud af, hvad man skal være stolt af, og hvad man skal skamme sig over.
»Folk som disse vil altid være et marginaliseret folkefærd,« mener Leila Iskandar og gør sit bedste for at forhindre, at Berlingske Tidendes udsendte forlader det pæne og velordnede uddannelsesprojekt og begiver sig ud i affaldsdyngerne for selv at opleve, hvad der foregår. Der er nogle, der mener, at det vil kaste skam over dem, og at det vil kaste skam over Egypten, hvis der bliver fotograferet, mener hun.
Ude i Mokattams barske hverdag er der dog ikke nogen problemer med stoltheden - faktisk er det et af de meget få steder i Cairo, hvor ingen prøver at tigge penge af gæstende europæere - og nogle beboere fremviser endda en stor svinesti. Cairos zabaleens er nemlig kristne og må i modsætning til Egyptens muslimske flertal gerne holde svin, hvilket er såre praktisk, for alt det organiske affald havner i grisenes maver. Efter endt behandling her bliver det forvandlet til gødning i et komposteringsanlæg og solgt til folk, som opdyrker nye ørkenstrækninger.
Dansk miljøbistand
Men at der er behov for hjælp, ses blandt andet af, at der også ligger hospitalsaffald i dyngerne, og her er der dansk assistance undervejs, siger John Carstensen på ambassaden. Der er indgået en aftale om at lave et system til håndtering af affaldet og et forbrændingsanlæg, så hospitalsaffaldet ikke bare blandes med husholdningsaffald, som det sker i dag. Og at det egyptiske miljø har en høj placering i den danske bistand illustreres af, at Danmark har været med til at skabe en egyptisk miljøstyrelse, og at denne nu kører et tæt parløb med kollegaen i København.
Der er også nok at tage fat på. Sidste år fremlagde den amerikanske bistandsorganisation U.S.Aid således tal, som viser, at luftforureningen i Cairo var den værste i hele verden. Forureningen forårsager mellem 4.000 og 16.000 dødsfald om året blandt de 16 millioner indbyggere og 90-270 millioner sygedage.
Specielt blyforureningen i luften betyder, at byens børn mister tre-fire point af deres intelligenskvotient, fremgik det af de amerikanske tal.
Egypten fik i 1997 et miljøministerium, og ministeren, Nadia Makram Ebeid, finder jævnligt vej til de egyptiske avisers spalter på grund af sine forsøg på at få de egyptiske virksomheder til at overholde en ny miljølov, som i øvrigt også er blevet til med dansk bistand. Ministeren har dog det problem, at man ikke nødvendigvis bliver populær ved at true med fabrikslukninger i et land, hvor arbejdsløsheden skønnes at være omkring 30 procent.
Bivirkninger
Målingerne af forureningen kommer blandt andet fra et måleprogram, der er etableret med dansk støtte, og som med John Carstensens ord »giver egypterne et bedre redskab til at tage de rette beslutninger.«
»Men,« tilføjer danskeren, »man skal aldrig forvente, når man skal opbygge en miljøadministration, at man så fra den ene dag til den anden kan få folk til at træffe beslutninger, som kan have store negative økonomiske og sociale følger. Men jeg synes, at i den periode, hvor (Danmarks hjælpeorganisation) Danida har været med til at støtte miljøsektoren her, er sket nogle ret positive ting - specielt at miljøet fik sit eget ministerium. Indtil da havde det blot være en delmængde under Ministeriet for Offentlige Virksomheder.«
(Berlingske Tidende 29. juli 1998)
<<<Alexandria Bethlehem>>>
This site is © Copyright Hans-Henrik Landsvig, All Rights Reserved
Steve's free web templates
